Bestyrelsens beretning SOLOFO 17. april 2023

Som formand for foreningen skal jeg aflægge bestyrelsens beretning, for perioden siden sidste generalforsamling, den 27. april 2022.

Vi arrangerede en udflugt til Kjøge miniby, den 11. juni sidste år, det var et hyggeligt arrangement hvor 25 medlemmer deltog, de to guider var vidt forskellige, så det var ikke helt samme oplevelse for alle, men der var vist almindelig mening om, at det var i orden.
Vi fik heldigvis også mulighed for, at få et lille foredrag om Kjøge Miniby, som en optakt til udflugten. Derfor kunne vi holde en lille ekstraaften, hvor Sven-Erik Sandberg kom og fortalte om Minibyens historie- og hvordan de arbejder i hverdagen, som altid en god aften, med engagerede medlemmer.

Vi fik også mulighed for, den 12. oktober, at lave et foredrag med Forfatter Simon Ankjærgård, under titlen ”Augustoprøret 1943 – Danmarks skæbnesommer”. Det blev en rigtig spændende aften, hvor man fik en forståelse for de begivenheder, der førte til samarbejdspolitikkens sammenbrud, hvor regeringen ikke længere ville samarbejde med Nazisterne. Tiden fra augustoprøret 1943 til befrielsen i maj 1945 blev blodig, da et brutalt tysk sikkerhedspoliti gjorde alt for at bekæmpe den voksende modstandsbevægelse.
Bestyrelsen er så begejstrede for Simon Ankjærgård, at vi forsøger at få ham til at komme igen den 1. november, men vi afventer bekræftelse på, at vi kan få lokalet her. Det vil være et foredrag om ”De danske jøders flugt og fangenskab.” som han har skrevet en bog om.

Vi deltog som altid i ”Fritid i Solrød” men desværre blev det igen en dag, hvor det regnede hele dagen. Vi fik heldigvis besøg af nogen, men det er en kedelig dag, hvor man bliver kold og måske også keder sig lidt. Bestyrelsen har endnu ikke diskuteret om, hvorvidt vi skal være med igen i år, hvor det bliver flyttet til Idrætscenteret, men det vil komme i det næste blad.
Bestyrelsen har tilladt sig at holde en julefrokost, den holder vi hjemme hos mig og jeg laver maden, det er der ikke noget nyt i, men vi inviterede de frivillige fra arkivet med. De laver alle sammen et godt- og stort arbejde, ganske frivilligt og ulønnet, det syntes vi skal påskønnes.

Tidligt på året i år, spurgte biblioteket om vi ville være med til at arrangerer et foredrag med Adam Krohn Kronegh, som er kendt fra Tv-programmet ”Forsvundne arvinger”. Vi ville selvfølgelig gerne være med, selv om det var nødvendigt at opkræve entré, noget vi normalt ikke bruger her i foreningen. Men selv om det kostede 50 kroner, blev billetterne revet væk, 100 hørte foredraget.
Vi skrev ud og mindede om foredraget. Tanken med det var jo, at vores medlemmer ikke skulle glemme arrangementet, desværre var billetterne allerede revet væk da reminderen kom ud. Det vidste vi selvfølgelig ikke, så havde vi ikke skrevet.

Det blev en fantastisk aften, Adam fortalte levende om Rigsarkivet og hans egen tilgang til jobbet. Til min overraskelse var han faktisk en smule genert, når han ikke ”var på”
Pause fik han ikke, selv om vi diskede op med kaffe og småkager, der var hele tiden nogen der, lige skulle spørge om noget.
Som jeg fortalte om sidste år, driver foreningen Lokalhistorisk arkiv, hvor vi arkiverer alt hvad folk kommer med, hvis det altså er bevaringsværdigt. Det er 12 frivillige her fra foreningen der stiller op.

Inden vi går til ost og rødvin, vil vi fortælle om arkivets arbejde.

Via arkivet, bestyrer vi også Facebooksiden ”Solrød i Foto”. Det er en meget international side, vi har følgere fra 10 lande, ja så langt væk som Cambodia, Canada og Australien. Sidste år kunne jeg prale med at vi havde 3.800 der fulgte gruppen, det antal er nu øget til mere end 5.300. Det vi gør er, at hver morgen klokken syv, offentliggøres der et nyt billede.
Det kan være af en situation, en bygning eller noget der er sket i kommunen. Det skal være billeder der er gamle, men ikke nødvendigvis meget gamle. De billeder der får mest opmærksomhed, er mellem 25 og 50 år gamle.

Det mest populære billede var af Litorinaparkens Kondiklub i 1980. Den blev senere til Solrød Atletik og Motion, mere end 6.200 nåede det ud til. Så billederne er med til, at vi opfylder formålet med foreningen, nemlig at udbrede kendskabet til lokalhistorien.

Desværre sker det ind imellem, at nogen lægger billeder op, der antager pornografisk karakter, eller reklame for et eller andet. Vi forsøger at få fjernet dem så hurtigt som muligt. Her kan I være med til at holde det nede, ved at anmelde opslaget, hvis I ser det.

Foreningen udgiver et blad, fire gange årligt, det er Bo Olsson der er redaktør på det, det er mit indtryk at medlemmer tager godt imod det, hver gang det udkommer. Det deles ud af medlemmerne, så vi kan spare portoen. Igen kan I hjælpe, vi kan nemlig godt bruge lidt ekstra hænder og ben, når vi skal have bladet ud. Så hvis du 4 gange om året vil bruge en times tid, vil det være så dejligt. Ingen skal holde sig tilbage kom hen til mig efter generalforsamlingen, hvis du vil hjælpe, så skrive jeg dig op til en rute, i dit nærområde.

Vi udgiver også en årbog, det er Kirsten Kurland der er redaktør på den, den udkommer som regel lige op til jul, så der er lidt til de lange vinteraftener. I sidste årbog kom sætternissen til at spille os et puds, da der var en fejl på forsiden. Jeg tænker ikke så mange har opdaget fejlen, men jeg ved den irriterer Kirsten, selv om hun er uskyldig.

Vi har planlagt en udflugt den 18. juni, en byvandring i Roskilde hvor vi kommer rundt i de gamle gader og stræder, invitationen har været i bladet og sendt ekstra ud, via mail. Vi håber der kommer mange, selv om det er lidt svært for gangbesværede at deltage.

Vi har også planlagt et foredrag, den 16. maj i Sognehuset i Havdrup. Her vil vores eget medlem Kjeld Ejdorf fortælle om den store stormflod i 1872, som blev en katastrofe for så mange mennesker. Kjeld er formentlig den der ved allermest om katastrofen, så husk at hente en billet, den kan hentes fra den 2. maj i kiosken i SuperBrugsen i Havdrup, eller på arkivet, hver onsdag formiddag. Det er gratis, men der er begrænset plads.

Vi har også lavet en aftale med et andet af vores medlemmer, Peter Kyhl, som også er frivillig på arkivet, han vil den 28. september og fortæller om Titanics forlis og om de danskere der var med.
Så nu skal I huske på 4 datoer, den 16. maj Stormflod, den 18. juni byvandring, den 28. september Titanic og den 1. november Jødernes flugt. Jeg ved det er meget at forlange, men heldigvis kommer de arrangementer der ikke allerede har været i bladet, i de næste numre.

Jeg vil til sidst takke bestyrelsen og vores redaktør for det arbejde I lægger i foreningen. Der bages kager til foredrag, skrives bøger og blade, der laves referater, regnskaber, udflugter, foredrag og ikke mindst engagementet I alle sammen lægger for dagen.

Der skal også lyde en tak til de frivillige på arkivet, uden jer var der ikke noget arkiv.
En allersidste tak er til Poul-Erik, der ikke genopstiller som suppleant til bestyrelsen. Tak fordi du har brugt tid på foreningen.

Jeg håber jeg kom omkring hvad vi går og pusler med.

Nu sidder I og tænker, gad vide hvad fejlen på forsiden af årbogen var. Det kommer her, >billede< Se godt efter, hvad tænker i fejlen er?
Mens I tænker over det, vil jeg slutte af, og overlade beretningen til dirigentens og forsamlingens behandling

Bestyrelsens beretning SOLOFO 27. april 2022

Dejligt at se så mange, der vil bruge en aften på den årlige generalforsamling i Solrød Lokalhistoriske Forening.

I år kan vi holde vedtægterne og afholde generalforsamlingen i april måned. Både i 2020 og 2021 var det jo Corona, der satte dagsordenen for os alle sammen.

Ikke kun det lokalhistoriske arbejde var sat i stå, det var nærmest alle foreninger og alt frivilligt arbejde. Man kunne nærmest mærke, da tingene igen løsnede sig, og vi kunne trække vejret frit igen. Nu helt uden masker og konstant afspritning, selv om det sidste ikke er helt af vejen af hensyn til at sprede sygdomme.

Siden sidste år har vi kun afholdt to arrangementer.

Det ene var i november, hvor vi havde Jack Vasegård Østervemb til at fortælle os om Vasegårdens historie.

Det blev en dejlig aften, hvor vi fik den gode historie og ikke mindst en masse fællesskab og hygge med god mad og lidt god vin.

Det andet arrangement var her i foråret, hvor vi den 4. april afholdt et foredrag om Køge miniby.

Ove Nordhil Olsen fortalte om baggrunden for Minibyens tilblivelse, og om hvordan man laver de små huse i nøjagtige gengivelser i forholdet 1:10.

Han fortalte også, hvordan et af deres små skibe er blevet brugt til optagelse af tv-drama. Det var også en god aften, hvor der mødte mange medlemmer og andre interesserede op.

Vi deltog også i ”Fritid i Solrød” den 28. august 2021. Det var en noget våd fornøjelse. Regnen stod ned i stride strømme, og det afholdt selvfølgelig nogen fra at komme og besøge hele arrangementet. Vi havde en fin stand med billeder og bøger, som man kunne se på og i.

Desværre blev musikken flyttet, så den kom til at stå lige op ad os, så vi nærmest måtte stå med høreværn. Vi har gjort opmærksom på, at det var en rigtig dårlig løsning.

Vi modtager flere gange årligt et medlemsblad, som bringer forskellige historier, om stort og småt, den står Bo, ikke noget man lige laver over natten så han lægger den del timer i det arbejde.

Vi benytter os i den forbindelse af flere medlemmer, som bruger lidt tid og en spadseretur på at dele bladene ud, tak til Bo og tak til jer der deler ud.

Jeg skal ikke glemme, at Kirsten hvert år udarbejder en årbog, som det er mit indtryk at rigtig mange hygger sig med. Det er et stort arbejde vi kan takke Kirsten for.

Som det er mange af jer bekendt, driver foreningen også Solrød kommunes lokalarkiv med frivillige fra foreningen.

Vi er i øjeblikket 10 frivillige og holder arkivet åbent hver onsdag formiddag og torsdage eftermiddage i lige uger. 

Vi frivillige har for første gang været på kursus i det program, vi bruger til at arkivere alt, hvad der afleveres til arkivet. Det var et par gode dage, hvor underviseren viste os en lille flig af, hvordan man også kan bruge programmet, som i øvrigt hedder Arkibas.

Det har forårsaget, at vi er gået i gang med at skanne en hel del billeder ind, så man kan få glæde af dem – også digitalt.

Men det er et kæmpe arbejde. Der er tale om mere end 2000 billeder, som kommunen i sin tid købte af det gamle Sydkysten.

Det er alt muligt blandet imellem hinanden. Billeder af folk i Solrød Centeret, fra idrætsstævner, centerarrangementer, julefester, trafikulykker og meget andet.

Hvis der sidder nogen her, som måske kunne tænke sig at være frivillig på arkivet, så kom og besøg os, eller tag en snak med mig eller en af de andre frivillige. Der er en del til stede her i aften.

Vi har også en hjemmeside, som vi har betalt en del for at få skabt. Selv om vi selv har lavet indholdet og lagt det ind på hjemmesiden, så bruger vi stadig ekstern hjælp for at få den til at fungere.

Hvis der er nogen, der har forstand på at vedligeholde en hjemmeside, kan vi også bruge lidt hjælp til det.

Ja, det lyder jo, som om vi ikke kan finde ud af noget selv, men det kan vi da godt. Foreningen/Lokalarkivet overtog den lokale facebookgruppe ”Solrød i Foto” fra den 30. november sidste år.

Vi forsøger at lægge et billede fra Solrød kommune op hver morgen klokken 07:00. Det er da lykkedes indtil nu.

Siden vi overtog gruppen efter Henrik Bøje, som stiftede den for mange år siden.

  • 632 gange har nogen været inde i gruppen og set billeder 
  • 1351 har slået noget op eller kommenteret 
  • Mere end 3800 følger gruppen

Vi har følgere fra USA, Sverige, Storbritannien, Nordirland, Australien, Spanien, Tyskland, Canada, Schweiz og Grønland.

Det er sjovt at se de mange kommentarer fra folk, der ser med, men det er også noget af et arbejde at finde billeder og få dem skannet ind. Det er der heldigvis god hjælp til fra arkivets frivillige.

Her i foreningen er vi i gang med at planlægge to ting: den ene er en udflugt til Køge miniby den 11. juni, hvor vi bliver guidet rundt i minibyen og slutter af med lidt frokost. Der kommer invitation på et senere tidspunkt.

Den 3. november har vi inviteret Simon Kratholm Ankjærgaard til at fortælle om opstanden i Odense under anden verdenskrig.

Vi kender nok alle sammen oprøret i Istedgade, men der er ikke så mange, der ved, at man kan trække en linje fra Opstanden i Odense til de allieredes accept af Danmark som en allieret partner.

Det er et voldsomt spændende foredrag, som jeg kun kan anbefale, at I allerede nu sætter i kalenderen.

Jeg vil gerne takke bestyrelsen og suppleanterne for et godt samarbejde. Det er jo gennem samtalen, at vi udvikler foreningen.

Jeg vil også gerne takke de frivillige for deres indsats på arkivet. Uden jer ville vi ikke kunne drive det.

Til slut endnu en gang: hvis I vil være frivillig på arkivet, så kom frisk frem.

Med de ord vil jeg overlade beretningen til dirigentens og forsamlingens behandling.

 

Bestyrelsens beretning SOLOFO 14. juni 2021

Dejligt at se jer til denne generalforsamling, som faktisk skulle være afholdt allerede sidste år, hvis ikke Corona havde udsat hele verden for en gennemgribende omvæltning. Siden vi sidst var samlet til generalforsamling den 30. april 2019, er der både sket meget og nærmest ingen ting! Ganske få dage efter generalforsamlingen i 19, meddelte mangeårige formand for foreningen, Jørgen Christiansen, at han af helbredsmæssige årsager måtte trække sig, fra både formand- og bestyrelsesposten. Det betød at jeg som suppleant indtrådte i bestyrelsen og blev valgt som formand, det kan man da kalde en lynkarriere. Vi skylder at sige tak til Jørgen for indsatsen som formand. Lis Hansen indtrådte som daglig leder af Solrød Lokalarkiv, en post der normalt ligger hos formanden, men da jeg var helt blank omkring arkivets arbejde, var det et helt naturligt valg. Bestyrelsen gik i gang med at ændre navn på formanden, i banken, hos kommunen, i CVR-registeret og i en del af de foreninger vi også samarbejder med, via vores medlemskab. Det skulle man jo tro var en formssag, men det var det ikke. I banken fandt man ud af, at vi ikke havde orden i vores vedtægter, i forhold til hvem der tegner forenin-gen, derfor skulle hele bestyrelsen legitimerer sig – det er et lovkrav, men nyt for os. Lis og jeg tog derfor i banken og fik det i orden, troede vi. Banken lavede nemlig ikke helt hvad de havde lovet, med det resul-tat at den afgående formand beholdt adgang til netbank, men jeg fik den ikke. Det tog noget tid at få det i orden og det betød ikke andet end lidt bøvl for os. At ændre ejerskabet til foreningen, var heller ikke så nemt, al den stund det ikke lige er noget vi sidder med til dagligt. Men det lykkedes efter mange besøg på VIRK.DK, som er der man skal registrere alt om foreninger og virksomheder. Vores sekretær Ole Jørgensen, har desværre også siden sidste generalforsamling måtte meddele, at han ikke længere kunne påtage sig bestyrelsesarbejdet og derfor er Bent Petersen indtrådt både i bestyrelsen og som sekretær. Tak til Ole for din indsats for foreningen. Vi fik også hurtigt besked om, at vores tidligere redaktør af hjemmesiden, ikke længere kunne påtage sig opgaven, så vi skulle finde en ny løsning. Vi valgte hurtigt at købe den ydelse, af samme firma som har lavet Arkivets hjemmeside. Beslutningen var hurtig gjort, men forløbet efterfølgende var knapt så hurtigt. Der kom til at gå mere end et år, fra vi startede processen til vi havde en færdig hjemmeside, til gengæld syntes jeg vi kan være tilfredse med den, hvis I ikke har været inde på den, så besøg: SOLOFO.dk. det tilstræbes at have en ny artikel klar, hver onsdag morgen. Vi plejer at reklamerer for den på forskellige Facebooksider, det kan I have stødt på. I sommeren 2019 blev der afholdt en udflugt til Gisselfeld Kloster. Det var en rigtig god tur, selv om vejret kunne have være bedre- en frokost på Villa Galina gjorde måske også sit til, at humøret kunne holdes højt, det er i hvert tilfælde vores opfattelse, at de 49 er var med på turen havde en dejlig dag. I efteråret 2019 blev vi kontaktet af Lindskov kommunikation, de ville gerne have vores medvirken til udarbejdelse af et skrift, i forbindelse med kommunens 50-års jubilæum. En opfordring vi benyttede til at inddrage så mange af vores medlemmer, som muligt, det blev til et medlemsmøde her i Aktivitetscenteret, hvor der blev fortalt og berettet om mangt og meget. Lindskov udtrykte stor tilfredshed med resulta-tet af det møde. Bestyrelsen mener også vi havde en fin aften, i hinandens selskab. Foreningen og arkivet var faktisk også godt i gang med, at lave en planche udstilling om de første 50 år af kommunens historie, men vi måtte indse, at arbejdet blev for stort, da vores billedmateriale ikke er egnet til den slags udstillinger. Derfor meddelte vi kommunen, at vi ikke kunne løfte den opgave – desværre. I 1920 blev Sønderjylland genforenet med resten af Danmark, det betød, at i 2020 var der 100-års jubilæum. På opfordring af Bo Olsson, gik bestyrelsen i gang med at forberede fejringen ved genforeningsste-nen i Gammel Havdrup. Landsby lauget var også meget interesserede i at deltage, da stenen jo er en del af deres rekreative område. Desværre blev det ikke til noget, hverken her eller andre steder i landet. Corona satte også en stopper for det. Men før Corona sendte os alle sammen hjem, nåede vi at afholde et foredrag med Flemming Jørgensen, tidligere redaktør af Coop bladet Samvirke, han fortalte om Andelsbevægelsen og hvad der fulgte med. Desværre var der ikke så mange der mødte op, men os der var der, blev da lidt klogere på Brugsbevægelsens historie. Bo har gjort en stor indsats for, at bladet hele tiden har kunnet udkomme, så der er vi ikke blevet snydt. Desværre måtte vi i marts nummeret vedlægge et brev om, at indkaldelsen til generalforsamling alligevel ikke var gældende. Men det var jo ikke Bo´s skyld, det må tilskrives en optimistisk bestyrelse der så måtte træffe en ny beslutning. I forbindelse med bladet, vil vi gerne takke alle dem der pakker og deler det ud, det er en stor hjælp, ikke mindst på økonomien. Det samme kan vi sige om årbogen, der er det Kirsten Kurland der lægger et stort arbejde, der gør vi hvert år modtager en lille ”julegave” som det er vores indtryk, at de allerfleste er glade for. Som I ved, drives Solrød lokalarkiv af frivillige medlemmer af foreningen, det er medlemmer der gør et stort arbejde for, at bevarer arkivalier fra lokalområdet. De møder gerne op og arkiverer, finder ting frem til interesserede borgere og folk der ønsker at finde ud af mere om deres slægt, eller det sted de bor. Dem skylder vi også at sige tak for indsatsen. Desværre har Corona også haft lagt Arkivet ned, næsten i hele perioden. Men nu er der lys for enden af tunellen, vi må åbne igen! Det kommer til at ske efter sommerferien. Vi har, siden Coronaen ramte Danmark, forsøgt at arrangerer generalforsamling i op til flere omgange, første gang den 28. april 2020, desværre måtte det aflyses på grund af forsamlingsforbud. anden gang den 11. november 2020, hvor forsamlingsforbuddet igen bremsede det. Tredje gang forsøgte vi os med den 27. april i år, heller ikke det kunne lade sig gøre, så at vi kan forsamles her i dag, er dejligt. Vi havde faktisk besluttet, at om ikke andet måtte vi mødes uden for og få det formelle på plads. Bestyrelsen har ikke turde at arrangerer noget, siden den 11. marts 2020, dels har det ikke været muligt at få foredragsholdere og dels har vi ikke kunnet få lokaler og ikke mindst har vi skullet passe på ikke at være en smitteårsag, kommunen har været ramt nok af Corona, vi håber at efteråret vil åbne op for muligheden for flere arrangementer. Vi planlægger et medlems arrangement den 26. oktober her i Aktivitetscenteret, der vil være en lille fortælling om Vasegården og så samles vi om lidt godt at spise, med vin til. Ganske som vi plejer til genera-forsamlingen. Sæt gerne aftenen af, allerede nu. Der kommer naturligvis besked om arrangementet når vi kommer nærmere. Det er nu også sjovt, når situationen tvinger os alle sammen til at tænke anderledes. Efter Corona lukkede samfundet om sig selv, var det at mødes, pludselig ikke længere en selvfølge. Bestyrelsen startede med at gå lidt i dvale, for ”det går jo nok hurtigt over” var nok den almindelige opfattelse i den første tid. Men Corona forsvandt ikke af sig selv. Derfor måtte vi også i vores bestyrelse afprøve digitale bestyrelsesmøder, men på trods af megen velvilje og mange forsøg, kom det aldrig rigtig til, at fungerer. Nogen var på, med lyd- uden billede en anden var på med billede og ingen lyd og en enkelt kom aldrig rigtig igennem. Derfor afholdt vi gammeldags telefonmøde, det kunne vi alle sammen deltage i, så bestyrelsen har mødtes sådan rent lydmæssigt, men det er nu dejligt at vi igen kan mødes fysisk, det er bare noget andet. Til sidst har jeg en lille tilståelse, som formand for foreningen er det mit ansvar, at ansøge Solrød kommune om tilskud via trykkeordningen, en rigtig god ordning der sikrer at vi kan udgive bladet og årbogen, ansøgningsfristen er 1. november. Jeg var inde og udfylde alt hvad jeg skulle, jeg trykkede også på en knap der hedder SEND, så i min naivitet var jeg af den opfattelse at vi havde ansøgt. Et stykke inde i januar, undrede det mig at vi ikke havde modtaget noget tilskud, derfor kontaktede jeg kultur og Fritid, og forklarede sagen. Jeg fik at vide, at det var en fejl der var rigtig mange andre der også havde begået. Man skal nemlig først trykke på GEM og derefter på SEND, før den går igennem. Jeg sendte så et brev til Folkeoplysningsudvalget og forklarede sagen, især at det jo netop var vigtigt for foreningen at vi kunne udsende blad og årbog, i denne coronatid, da det nærmest er eneste kontakt vi har med medlemmerne. Desværre var der ikke nogen forståelse for problematikken, så tilskuddet kom aldrig hjem. Jeg lover at gøre det rigtigt i år. Med disse ord, vil jeg overlade beretningen til forsamlingen og dirigentens behandling. Tonny Lauridsen – Formand

Solofo – formandens beretning 2017

2017 var igen et år hvor vi havde medlemstilgang, da vi udsendte medlemsblade og årbøger i december var vi 384 medlemmer. Vi har i årets løb haft foredrag om personalhistorie, Mosede Fort, Slavernes øer og sidst, men bestemt ikke mindst, et meget velbesøgt foredrag om Karlstrup Kalkgrav. Vores tur til Mosede Fort var også rigtig god, med dejligt vejr, måske den bedste sommerdag i 2017. Vi har udgivet 4 blade og en årbog. Selv om portotaksten er stigende er det lykkedes at begrænse udgiften, da distrikterne Havdrup, Jersie og Karlstrup er delt ud ved håndkraft. Det er vi glade for og Lis modtager gerne henvendelser hvis der er nogen der vil dele ud i strandområdet og Jernvejsgårdens marker (det kaldes vist nu Trylleskov Strand.) I 2018 er vi begyndt med et foredrag om palæerne Frederiksstaden i København. Det var efter min personlige opfattelse ikke særlig godt, men det viste et problem vi har. Hvad vil I høre om og hvordan gør vi det. Stadigvæk efter min personlige opfattelse, skal det i hvert fald være historisk, gerne lokalt men ellers historisk i almindelighed. Har I nogle gode forslag la os høre det, enten i aften under eventuelt men også gerne i løbet af året, hvis I har en god oplevelse eller læst en bog om et godt emne. Sommerturen går i år til Thorsvang samlermuseum på Møn. Vi arbejder med en tur til Risbyholm i efteråret og har rettet henvendelse til Køge Museum om et evt. foredrag om købstaden Køge, men som sagt hører vi meget gerne fra jer. En anden ting, den nuværende bestyrelse er efterhånden godt oppe i årene. Hvis nogen gerne vil give et nap med i bestyrelsesarbejdet, enten i år eller i fremtiden er I meget velkomne. Vort arbejde på arkivet går godt og I er meget velkomne til at besøge os og se vores samlinger. Vi har fået en donation fra Veluxfonden på næsten 30.000 kr. til restaurering af vores gamle matrikelkort, som vi snart vil vise i udstillinger, dels samlet, men også fordelt i de enkelte sogne. De er spændende da de viser kommunen for op til 200 år siden. Som Lis vil fortælle om lidt, er vores økonomi god og vi har netop modtaget en gave fra Ejemarkens Grundejerforening, der ved ophævelsen besluttede at give deres formue på godt 14.000 til foreningen. Det er vi meget taknemlige for. Til sidst vil jeg takke bestyrelse og suppleanter for et godt arbejde, Bo Olsson for redaktion af vort medlemsblad, revisorerne for stor omhyggelighed og Poul-Henrik Klausen for at holde vor hjemmeside opdateret og sørge for labels til kuverterne til medlemsudsendelserne. Jørgen Christiansen

Årsberetning 2016

Velkommen til generalforsamling i SLF 2016. Vi har atter i år oplevet en stigning i medlemstal, nu er vi 363 medlemmer. Vi har i årets løb haft nogle gode arrangementer med meget forskellige temaer. I Januar holdt Niras Ingeniørfirma med bistand af personale fra Solrød Kommunes Miljø- og Teknikafdeling, foredrag om klimasituationen og hvad den betyder for Solrød, herunder oversvømmelsesrisici. Det var et rigtig godt foredrag og med stor tilslutning. Til generalforsamlingen holdt Kurt Hartvig Petersen et spændende foredrag om sine og Lises forfædre og der var igen stor tilslutning. 4. juni havde vi vor årlige udflugt, der denne gang gik til Esrum kloster og møllegård. Igen en god og fuldt udsolgt tur. Vejret var fantastisk og historien spændende. 31. august havde vi et foredrag om Solrød Centers tilblivelse, historie og visioner for fremtiden, med deltagelse fra Solrød Centers bestyrelse incl. tidligere medlemmer, der fortalte løst og fast og de kommende planer lyder da spændende. I den forbindelse blev der vist en film der oprindelig var optaget i midten af halvfjerdserne, men som i uredigeret stand og aldrig før fremvist, siden havde ligget i rådhusets kælder. Den blev fremkaldt og redigeret. Den findes nu som DVD i Lokalarkivet. Endelig hørte vi om træskoslaget ved Køge. Det var den 1. november at forfatteren Palle Nielsen kom og fortalte om de dramatiske begivenheder da den danske bondehær i 1807 blev slagtet af Wellingtons professionelle tropper. Igen et spændende foredrag med stor tilslutning. Derudover har vi deltaget i Fritid i Solrød og udgivet en årbog, som omdeles ved hånd- og fodkraft. Dette kalder på den overvejelse hvad vi gør i fremtiden, portoen bliver dyrere og dyrere og postvæsenets service ringere og ringere. Skal bladet sendes elektronisk eller vil nogle påtage sig uddeling som Ældresagen f. ex. gør. Alt i alt synes vi i bestyrelsen at det har været et godt og varieret program, men det kan jo altid blive bedre og til det behøver vi nok hjælp, dels ved input fra medlemmer men også med fornyelse blandt suppleanter og bestyrelse, den nuværende bestyrelse har efterhånden siddet i en del år og Bo Olsson har nu besluttet at tage en pause, ligesom vi har nye emner til suppleanter. Bo fortsætter dog heldigvis med at sørge for medlemsbladet, og det er et stort arbejde. Tak for din indsats , Bo, du har været med i mange år. Der er imidlertid en i bestyrelsen der har siddet der endnu længere, nemlig Lis Hansen. Lis du har i år været kasserer i 25 år, fantastisk. Bestyrelsen vil gerne give dig en gave, som vi ved du kan bruge. Tak for din store indsats Lis, du er også den faste arrangør af vor sommertur. Det var hvad jeg havde på hjerte i aften, efter generalforsamlingen får vi et indlæg om Mosede Fort, som er målet for vor sommerudflugt 2017 og derefter er der, vanen tro, et beskedent arrangement som det vist nok hedder. Afslutningsvis stor tak til bestyrelse, suppleanter, revisorer, medlemmer af Lokalarkivet som har medvirket til årbogen og Poul-Henrik som sørger for at vor hjemmeside er ajour og at I får medlemsbladet. Det er Poul-Henrik der sørger for labels til kuverterne.

Årsberetning 2015

Velkommen, ja så skriver vi 2016 og vi har aldrig, tror jeg, været flere medlemmer, 351 har jeg talt det til. Så igen en stigning. Vi er her jo heldigvis eller desværre ikke alle her i aften, men så ville vi også blive nødt til at holde det som et friluftsmøde, for så store lokaler har vi ikke her i vor kommune. Bestyrelsen har som vi plejer forsøgt med et varieret program. I januar fortalte Lizzy Belaiche om sin tid i filmens verden. Bo Olsson viste mange billeder og fortalte om sine 25 år i Solofo på generalforsamlingen. Så var der udflugt til Malergården og Anneberg – en stor succes. Lene og jeg deltog ikke, da vi har sommerhus i nærheden. Jeg tror dog ikke at det var derfor det var en succes. Vi har været på mange gode ture tidligere. I forbindelse med Kulturugen havde vi et stort anlagt foredrag om Aage Remfeldt. Inge og Jens Strunge, samt et familiemedlem fortalte om fotografen og vi fik vist en film. Derefter havde vi i oktober foredrag af Mogens Nilsen og Emmy Reifelt om livet som henholdsvis KZ-fange og sygeplejerske og om livet derefter. Vi har deltaget i Fritid i Solrød, hvor udstillingen efter vor mening er blevet meget mere aktuel og det vil vi fortsætte med. Vi har i januar haft foredrag om syndflod og stormvarsler. Vi tager på tur til Esrum Kloster.Kurt vil i aften fortælle om sære eksistenser som man møder som slægtsforsker. Og så er der lidt ost til sidst. Stor tak til bestyrelse, suppleanter og Poul-Henrik Klausen der vedligeholder vor hjemmeside, som jeg tror alt for få benytter. Jørgen