Stationsbyen på Ulvemosen

Den nye bys første år 1800-1920

Af Bent Hartvig Petersen

23. april 2013

Med denne artikel skal skildres, hvorledes en mindre stationsby på Sjælland opstod og ændrede en hidtidig landkommune til et bysamfund. Det vil blive beskrevet, hvilke folk der var pionerer og grundlagde en by med alle de forhold, der var nødvendige for at få et nyt samfund til at fungere, og hvordan de grundlagde de erhvervsvirksomheder, der var nødvendige for at forsørge den voksende befolkning.

Stationsbyernes historie er et stort set overset kapitel i Danmarkshistorien, selv om disse byer kom til at betyde en væsentlig ændring i landets struktur og blev hjem for virkelig mange familier og sted for virkelig mange erhvervsvirksomheder.
Jernbanebyggeriet i 1800-tallet i Danmark begyndte i Hertugdømmerne med banen fra Kiel til Altona i 1844 og på Sjælland med banen fra København til Roskilde i 1847. Resten af århundredet byggedes der jernbaner overalt i landet, og mange rigsdagsfolk lagde sig i selen for at skaffe en bane til deres valgkreds og dermed sikre sig genvalg. Der opstår adskillige efter danske forhold større byer, og enkelte som Skjern og Brønderslev blev senere købstæder.

For en ordens skyld vil vi i denne artikel kalde den nuværende Gammel Havdrup landsby for Havdrup og stationsbyen for Ulvemosen – de stednavne, der blev brugt i den beskrevne periode.
Havdrup stationsby bliver aldrig en rigtig stor by, men den får dog væsentlig betydning for egnen som handels- og industriby og kommer til at dominere en kommune hidtil bestående af de 2 landsogne Havdrup og Solrød. Først da udviklingen i Strandområderne langs Køge Bugt skabte bebyggelsen ved Solrød Strand, blev Solrød sogn det største.

Vi vil forsøge med nogle rids omkring den nuværende Solrød kommunes eneste stationsby i dens første 50 – 80 år, idet denne artikel primært vil beskæftige sig med perioden 1835 – 1914. For sammenhængens skyld starter beretningen med udstykningen af den øde Ulvemose i 1793 og enkelte forhold føres frem til ca. 1920.

Når man går lidt ned i historien, bliver man imponeret over befolkningen i denne nye bys første årtier og den måde en ny by bliver løbet i gang. Både når man ser på den praktiske og på den folkelige og kulturelle front , må man lette på hatten over alt det, der blev skabt. De folk, der skabte byen, var hverdagsmennesker, der primært kom fra de nærmeste nabosogne og byen blev til i en periode, hvor landet på mange punkter afgørende ændrede sig, og hvor en moderne demokratisk stat var i støbeskeen. Vi møder den pionerånd, der fik genrejst landet efter den nationale katastrofe i 1864.

Havdrup sogn og Ulvemosen før 1835

Havdrup har været et kirkesogn i Thune Herred fra den tid, hvor kirkerne blev bygget i 1100-tallet, og området har været bebygget i hvert fald siden Bronzealderen.

Sognets eneste by har været Havdrup landsby, der kom til at bestå af 10 store gårde, et større antal huse, en mølle, kirken og sognets skole.
Med til byens område hørte den i sognets vestlige ende 500 tdr. land store Ulvemose, der var næsten øde. Den største del hørte til gårdene i Havdrup, men et par mindre områder hørte til nabosognene Kirke Skensved og Ørsted.
Landboreformerne kom hurtigt i gang, og allerede i 1783 begyndte de godser, der ejede landsbyens gårde, at arbejde med at få mosen udskiftet. Det skulle dog tage 10 år indtil 1793, før sagen var på plads. I 1805 blev der iværksat et større afvandingsprojekt for Ulvemosen for at forbedre dyrkningsforholdene..

Jernbanen og de lige veje i kortet er en tilsnigelse, men vi ser de oprindelige veje og det centrale vejkryds, der blev den senere bys centrum. Kortet her er en aftegning fra Havdrup-Solrød sognebog. Vi ser i kortets sydvestlige hjørne, at der blev udlagt lodder til husmandsbrug, og de øvrige lodder tillægges gårdene i landsbyen, primært vel til græsningsarealer.
Gårdene i Havdrup landsby blev derimod først udskiftet i 1804 og i 1816 ændredes den kirkelige inddeling, så Havdrup og Solrød sogne kom til at udgøre een kommune og eet pastorat.

Udstykningen af Ulvemosen må have sat gang i bebyggelsen, og allerede ved folke- tællingen i 1834 finder vi en husmandskoloni med ikke mindre end 69 personer i området. Disse er registret som familier til 13 husmænd/jordbrugere og 2 daglejere samt nogle aftægtsfolk. De 28 er børn under 14 år, og de 3 er betegnet som plejebørn. Man tjente altså lidt på at have børn i pleje, og deres arbejdskraft var vel også nyttig.

En beskrivelse af Ulvemosen i 1836

Landøkonomen S. Sterm udgiver i 1836 sin ”Statistisk-Topographisk beskrivelse over Kjøbenhavns Amt”, og han har naturligvis også besøgt Havdrup sogn. Som et kuriosum skal et par uddrag vises:

Bemærkningen om de gode formueforhold har nok ikke været aktuel på husmandslod- derne på Ulvemosen. Men om de har udmærket sig, hvad ”sædeligheden” angår, ved vi ikke.
Men han bemærker, at ”Landbruget dog kun staaer på et lavt Trin”, men trøster med at ”Beboerne udmærke sig i Henseende til Cultur”.

Sterms beskrivelse viser også et kort over sognet i 1836. Her med Ulvemose-området markeret og et par senere bemærkninger er tilføjet:

Møllestedet anlægges 1840 og byen vokser

Nu dukker den første industrivirksomhed op, og der anlægges et møllested ved det centrale vejkryds. Mølleren Niels Christensen er en 60 årig enkemand, og vi ser i folketællingen i 1845, at han har en datter boende og beskæftiger 2 møllersvende, så der må have været en del aktivitet:

Dette møllested, der er bygget i 1840, ligger centralt i den kommende by, skal med tiden blive en større virksomhed med bageri, gæstgiveri og høkerhandel.
I 1845 bor der 102 mennesker på Ulvemosen, og dette tal vokser i det kommende årti til 142 personer i 1855. Vi ser i folketællingen for dette år for at se erhvervsfordelingen: Den markant største gruppe er 25 familier til jordbrugere og husmænd samt 4 daglejere, der også må være beskæftiget med landbrug.

7 personer betegnes som indsiddere og aftægtsfolk. Endvidere er der en smed, en væver og en snedker med svend. Der 10 nu beskæftigede i møllen, heraf en møllersvend, en bagersvend , 2 karle og en tjenestepige.
Der er klart på dette tidspunkt tale om en by præget af landbrug og et par håndværkere, som det var normalt i en tids landsbyer. Eneste tilløb til den kommende industriby er møllestedet.
Men den normale antagelse af, at bebyggelsen på Ulvemosen først startede med anlæg af jernbanen i 1870 holder ikke, men der var her i 1855 tale om en halvstor husmandsby. Med henblik på den senere skolehistorie, er interessant at bemærke, at 2/3 af befolknin- gen er registreret som hørende til Kirke Skensved skoledistrikt.

Jernbanen kommer og Ulvemosen bliver stationsby

I 1856 får man ført den sjællandske jernbane igennem til Korsør, men først efter krigen i 1864 kommer der yderligere gang i jernbanebyggeriet på Sjælland. Man vil gerne have en bane sydpå i retning af Tyskland og der oprettes et privat selskab ”Det Sjællandske
Jernbaneselskab”. Efter lidt tovtrækkeri besluttes, at banen skal gå fra Roskilde til Køge og Næstved. Denne beslutning ændrer Ulvemosen.
I 1870 kommer byggeriet frem til Ulvemosens husmandskoloni, og der anlægges en station over for møllestedet, der nu forsynes med en rejselade.
Vi ser nu i folketællingslisterne, at der opholdt sig en del ”jernbanebørster” på pension i husmandshjemmene, så det har nok givet lidt ekstra indtægter, indtil børsterne drog videre med banen mod syd.

Jernbanen og stationen blev som skrevet drevet af et privat selskab og først i 1880 overtog Staten de sjællandske jernbaner. Det var den senere så forhadte konseils- præsident Estrup der drev på med jernbanebyggeri, og allerede som indenrigsminister i 1865- 69 var han en energisk fortaler for jernbanebyggeri og tilhørende anlæg af bl. a. havnen i den nye by Esbjerg. Det var landbrugseksporten, der blev tilgodeset, og det varUlvemosens held, at den lå tæt på herregården Benzonseje (Risbyholm), da statio- nerne tit med henblik på landbrugseksporten blev anbragt i nærheden af herregårde.

Stationsbyen begynder at vokse …..

Med jernbanestationen lagt ved det centrale vejkryds overfor møllestedet, får den egentlige bydannelse sit startskud, og tilflyttere får byen til at vokse hurtigt. Fra 1870 til 1880 vokser befolkningstallet fra 240 personer til 301.
Matriculen (dvs. ejendomsvurderinger) fra 1874 viser, at der i alt i Ulvemosens område er matrikuleret 102 ejendomme til en samlet hartkornsangivelse på 33 tdr. i forhold til hele Havdrup sogns 122 tdr. Selv om en god del af de matrikule- rede parceller er landbrugsejendomme, ses det dog, at der er tale om mange huse i byen. Interessant er det, at en parcel benævnes ”Forsamlingshuset” og en anden ”Friskolens Interesseselskab”, så der var allerede så tidligt kulturelle aktiviteter i gang.
Alle forudsætninger for en by er til stede. Afstanden til store landsbyer som Jersie, Solrød, Snoldelev, Ørsted og Salløv er overkommelige, og Ulvemosen bliver den eneste holdeplads på banen mellem Roskilde og Køge, der kommer uden for købstædernes ”læbælter” og derfor giver mulighed for fri handel efter Nærings- loven af 1857. Mange veje fører til det centrale vejkryds på Ulvemosen, og da der endvidere er fri og billig jord, der kan erhverves uden at spolere etablerede gårdbrug, er alle forudsætninger til stede for at byen kan vokse.

Hvor kom den nye befolkning i 1880 fra ?

Igen bruger vi folketællingen til at fortælle os, hvor alle de nye folk i Ulvemosen kom fra:

Industrivirksomheder efter 1880

Efter 1880 tager udviklingen af industrivirksomheder fart i den nye by.
Møllen brændte i 1880, og den flyttes og genopbygges og bliver kombineret med et andelsbageri, der kom til at beskæftige mange folk.
Der anlægges et vindmølledrevet savskæreri , og skotøjsfabrikken ”Hedebo” startes og skaber arbejde for mange.

Der blev skabt mange arbejdspladser i virksomheder, der beskæftigede sig med træindustri. En snedkermester lagde produktionen om og skabte en listefabrik, og en anden grundlagde en stolefabrik og en tredje producerede trillebøre, stiger og havemøbler. I 1911 oprettes en andelsmejeri på Ulvemosen.

Handel og liberale erhverv

Byen blev også hjemsted for flere købmænd og høkerforretninger og i 1886 oprettedes en brugsforening på Skolevej. En læge slog sig ned, og en fotograf, en urmager, en tøffel- mager, barber/frisør og en cykelsmed byggede forretninger langs hovedgaden.
I 1908 sørgede Køgekredsens folketingsmand, justitsminister Alberti for at der blev opret- tet et apotek i byen, og i 1886 får byen telefoncentral.
Køge Bank opretter et kontor i byen i 1906.
Der er nu skabt en handels- og serviceby for omegnens landsbyer, og o. 1885 så et kort over byen således ud:

Problematiske skoleforhold

De unge familier i den nye by fik naturligvis som det var normalt dengang en masse børn. Allerede i 1855 er der 21 børn i den skolepligtige alder og i 1880 er dette tal steget til 68 børn. Men sognerådene, der var domineret af bønder i landsbyerne viste ikke den store interesse for den nye by og dens skoleforhold, og børnene på Ulvemosen måtte benytte den lille skole i Gl. Havdrup. For at hjælpe udskød man problemet med en samarbejds- aftale med Jersie- Kirke Skensved kommune, således at en del af børnene i den nye by kunne bruge skolen i Kirke Skensved. Men af ikke oplyste årsager ophørte dette samarbejde i 1869, og selv om skoleproblemet nu blev akut, gjorde sognerådet intet for sagen.
Ulvemosens beboere må tage sagen i egen hånd, og der oprettes en friskole i 1877 under meget primitive forhold med undervisning i et lokale på møllen. Desværre nedbrændte møllen i 1880, og man måtte så klare sig med endnu mere primitive lejede lokaler, indtil det lykkedes at få rejst en skolebygning med gymnastiksal i 1885.
Der blev ved skolens start ansat en friskolelærer og senere også en lærerinde.

I 1883 ansattes en lærer, Amdi Jensen, der i de følgende år blev en meget velanskrevet lærer og på mange andre områder blev en markant skikkelse i byen.

Sognerådet yder i disse år et tilskud til skolen fra 1892. Det årlige tilskud blev sat til 1 kr. barn og 30 kr. til undervisningsmidler. Senere steg tilskuddet til 350 kr. I sognerådets protokol ser vi, at amtet kræver at sognerådet skal føre tilsyn med skolen, og dette krav får sognerådsformand Hans Mortensen i blækhuset. Indigneret skriver han til amtet, at ”det ville være en streng Fordring om man for et sådant ubetydeligt Tilskud skulle optræde som offentligt Tilsyn” !

Det folkelige og kulturelle liv på Ulvemosen

Selv om folkene i den nye by har haft nok at gøre med at etablere forretninger og tjene til familiens ophold, og befolkningen var ”bragt sammen”, var der dog tid til at udfolde et fællesskab og rigt kulturelt og folkeligt liv.
Mest kendt er den af Amdi Jensen oprettede Fremskridtsforening” . Denne forening stod for foredragsvirksomhed og oplæsninger, men arrangerede også baller og en årlig udflugt. Men helt problemfrit har det ikke været. I 1890 fortæller protokollen, at man brugte man et bestyrelsesmøde på at diskutere om herrer måtte danse med cigar, og det ender med et kompromis, så damerne fik lov at sige nej til en rygende herre. Man har åbenbart måttet tækkes balmedlemmerne. Man drøfter endvidere, om man skal begynde foredragene til tiden eller vente til folk kommer dryssende.
Foreningens protokol nævner kun et enkelt foredrag i 1887 om sønderjyske forhold inkl. en indsamling til ”udviste sønderjyder”.
Der er lidt politiske undertoner i arbejdet, og det drøftes om foreningen skal tilslutte sig Venstres organisation. Det blev dog ikke vedtaget.
Foreningen afholder velbesøgte udflugter til Kullen, Sydsjælland, Møn og andre steder. I 1886 midt i ”Provisorietiden” følger 2 af Estrups lyseblå gendarmer 112 Ulvemoseborgere på en udflugt til Bregentved.
Den første friskolelærer O.P.Jensen oprettede i 1877 en Foredragsforening med foredrag af kendte højskolefolk, forfattere og præster, og Amdi Jensen fortsatte dette arbejde. En udløber af dette arbejde blev grundtvigske gudstjenester i Kirke Skensved kirke.
Ligeledes ser en Afholdsforening lyset, og den får en del tilslutning.

Der blev naturligvis som andre steder påbegyndt gymnastik for såvel kvinder som mænd, da gymnastiksalen ved friskolen var færdig, og i 1885 dannedes en Gymnastikforening, der hurtigt kom op på et medlemstal på 250 gymnaster, dvs. en meget stor del af byens indbyggere.

Der blev tidligt dannet en Indre Missions Kreds i Havdrup, og et gammelt hus blev ombyg- get til Missionshus i 1882. Der blev ansat en missionær og ifgl. sognebogen blev ”sæden sået i den gode jord”. Der blev bygget et nyt missionshus Bethania i 1894, og et omfat- tende arbejde med tilslutning fra nabosognene udgår fra huset. I mange år holdtes der søndagsskole, og som udløber kom der senere i 1920 en meget aktiv FDF-kreds og et om- fattende kirkeligt ungdomsarbejde i KFUM-regi.

Efter den ulykkelige krig i 1864 blev der landet over dannet skyttekredse, og en sådan Skytteforening så allerede i 1860-erne lyset i Havdrup. Der var stor tilslutning, og der var skydebane i Havdrup Mose.

Et andet indslag på den kulturelle front var sangkoret ”Hedeblomsten, som samlede mange af byens borgere. Koret gav koncerter rundt omkring, og var i mange år ledet og dirigeret af barber, boghandler og musiker P. Lyngsgård, der også var en habil komponist af dansemelodier og spillemandsmusik.

Politiske forhold

Borger- og Håndværkerforeningen

Efter år 1900 ser vi borgerne selv tage affære for at få løst en del påtrængende opgaver i den nye by, og i 1906 stiftes Havdrup Borger- og Håndværkerforening. Det er i første omgang byens ” bedre borgere”, forretningsfolkene og de selvstændige håndværks- mestre og fabrikanter, der danner foreningen. Men i 1913 besluttes at svende også kan optages i foreningen. Der nævnes ikke noget om de mange smålandbrugere og de mange ufaglærte arbejdere.

Et kig i foreningens protokol for perioden 1904- 14 fortæller hvad foreningen foretog sig i dens første år:
Der oprettes et apotek i 1908, og som fortalt tidligere plejede Alberti sin valgkreds og skubbede på for at få apoteket op at stå.
Man får oprettet et vandværk og i 1907 opstiller foreningen 3 mand til sognerådet.
I 1906 lykkes det at få etableret gadebelysning med 10 brugte petroleumslamper købt i Taastrup. Der bruges en del bestyrelsesmøder for at blive enige om, hvor disse 10 lamper skal stå.
Det forsøges at få oprettet en sygeplejeforening og en teknisk skole i byen, men begge projekter må opgives.
Trods ihærdige flerårige anstrengelser lykkes det heller ikke at få oprettet et lille lokalt elektricitetsværk i byen, og selv om behovet opgives til ”800 lamper og 42 HK”, vil nabobyerne ikke være med, så der kommer til at gå et årti mere, før elektriciteten kommer til byen. Foreningen retter endvidere henvendelse til sognerådet for at få en sundhedsvedtægt og en byggevedtægt, men tiden er ikke moden til sådanne tiltag.
Derimod lykkes det i 1912 at få oprettet et frivilligt brandværn, og sognerådet overgår sig selv og betaler de 550 kr. som sprøjten koster.

Foreningen tog sig også af de mindre sager. I 1912 gennemføres et kursus i bogføring og i 1914 et samaritterkursus. De små ting lykkes bedre end de mere ambitiøse.
Mærkværdigvis tager den ellers aktive forening sig ikke af anlæg af fortove og ej heller af et kloaksystem i byen. Det må den enkelte borger selv ligge og bøvle med sognerådet om.

Et slagsmål med Statsbanerne for at få et aftentog til at standse i byen lykkes ikke, da etaten åbenbart anser byen for at være for lille.
Fremskridtsforeningen er blevet nedlagt, og det ser ud til at Borger- og Håndværkerfor- eningen har overtaget denne forenings kulturelle arrangementer og står for foredrag og udflugter.
Det ser ud til, at denne forening stod for det meste i de første tiår efter 1900, og generelt er indtrykket, at der blev taget mange gode initiativer, men at det somme tider kneb lidt med realitetssansen, og at mange sager kuldsejlede. Men foreningen tog sig i disse år af de fleste væsentlige sager for byens udvikling, som sognerådet ikke ville røre ved.

Sognerådet og den nye by

Som tidligere nævnt var der ikke den store interesse for at opbygge stationsbyen på Ulvemosen hos sognerådet, der jo primært bestod af bønder fra de 2 lands- byer. Vi har set den meget sene interesse for at få løst skoleforholdene, og dette var stort set det eneste som man trods alt gjorde noget ved i tiden før og omkring århundredårsskiftet.
Når man går sognerådets protokol for perioden 1902 – 1914 igennem, ser vi dog en lidt stigende interesse for den nye by på Ulvemosen, som jo afgørende havde ændret den tidligere landkommunes struktur. I 1903 får sognerådet 3 repræsentanter fra Ulve- mosen, og det har nok hjulpet lidt på interessen. I den næste valgperioden fra 1909 til 1913 dominerer Ulvemosens folk og får flertal i sognerådet.

Der er sjældent afstemninger i rådet, men det er der den 26. okt. 1903, hvor man behandler en ansøgning om tilskud til Friskolen for året 1904. De 3 repræsentanter fra Ulvemosen går ind for ansøgningen, men de stemmes ned af de øvrige medlemmer.
Adskillige borgere ansøger hver for sig om anlæg af fortov ud for deres huse. Det får de
lov til ”på sædvanlige vilkår”. Dette afsluttes i løbet af 5-7 år, men det er borgernes egen sag – ikke som en kommunal opgave.
Kloakanlæggene i stationsbyen udvikler sig på samme måde, men sognerådet giver dog et begrænset tilskud, ligesom man kautionerer for et mindre lån til anlæggelse af byens vandværk.

Rådet interesserede sig ikke meget for byggesager, og alle ansøgninger om dispensation bevilges gladelig. Det blev byen ikke kønnere af !
Sognerådet nægter i 1908 at give tilskud til gadebelysningen og nægter ligeledes tilskud
til borgernes ønske om en strandgrund ved Solrød Strand. Men disse ting klarede byens borgerne så selv.
I 1910 gives tilskud til en aftenskole, og som tidligere nævnt betaler sognerådet 550 kr. til en brandsprøjte til byens frivillige brandværn.
Men der går for alvor politik i sagerne i 1908, da fagforeningerne søger om tilskud til arbejdsløshedskasserne. Dette nægtes, og stationsbyens folk afgiver dissens og forlanger deres holdning tilført protokollen. Denne historie gentager sig de næste 4 år.
Der er mange ansøgninger om alderdomsunderstøttelse, og disse bevilges gerne, hvis folk kan svare for sig i det sædvanlige ”forhør”. Vi ser på ansøgningernes mængde, at der nu begynder at komme mange ældre i stationsbyen.
Sognerådet giver gerne tilskud til lokale foreninger, f. eks Afholdsforeningen, men nægter konsekvent at give tilskud til udenbys foretagender uanset disses smukke formål.
Generelt har sognerådsarbejdet ikke været præget af, at der i disse år opstod en by på Ulvemosen, der var stor efter kommunens forhold. Det virker som om, at der kun blev taget beslutninger, som man var tvunget til at forholde sig til. Der blev ikke taget initiativer for at styre og præge udviklingen. Byen fik lov at udvikle sig frit, og den blev ikke smukkere af denne selvgroede udvikling. Men det kom på samme måde til at præge mange af de andre nye stationsbyer i denne periode.

Her ses et par billeder fra byens hovedgade omkring 1905 :

Fagforeningerne vinder frem

Med det stigende antal arbejdere i byen vandt fagforeningerne naturligvis frem. Vi har ovenfor set, at sognerådet ikke ville give tilskyd til arbejdsløshedskasserne.
Men i perioden 1915- 20 blev der dannet lokale afdelinger af Dansk Arbejdsmand- forbund, Landarbejderforbundet, Træindustriarbejderforbundet og Dansk Skotøjs- arbejderforbund.

Byen vokser efter 1910

I perioden 1890 til 1921 skete der mere end en fordobling af befolkningstallet på Ulvemosen, og ved folketællingen i 1921 passerede man de 800 indbyggere. Der blev derfor bygget huse i nye områder i byen.

De mange industriforetagender i byen voksede i denne periode, og skaffede arbejde til de mange nye folk, der flyttede til byen.

Beretningen om de første årtier for stationsbyen på Ulvemosen slutter her omkring 1920. En industri- og handelsby var skabt, og beskrivelse af den senere udvikling til en endnu større by overlades til andre. Havdrup-Solrød sognebog fører historien frem til 1949, og Jens Strunge Jensen har detailleret beskrevet kommunens historie i hele 1900-tallet.
Byen var dominerende i Havdrup- Solrød kommune, indtil der begynder en byudvikling omkring Solrød Strand. Omkring 1930 står de 2 sogne lige i befolkningstal, men derefter tager Solrød sogn føringen.

Det oprindelige Havdrup, landsbyen må nu finde sig i navnet Gammel Havdrup og stationsbyen har officielt overtaget navnet Havdrup.

Ulvemosenavnet er for længst gået i glemmebogen, men kom dog til ære og værdighed , da Solrød ”storkommune” blev dannet i 1970. Denne kommunes byvåben er et
”ulvetandsnit” i rødt og guld, der henviser til det gamle navn for Ulvemose: WLUÆMOSÆ [1277]

Befolkningstallene på Ulvemosen 18o1 – 1930

Folketællingerne 1801 til 1930 viser denne udvikling i befolkningstallet for hele Havdrup sogn og for den nye stationsby på Ulvemosen:

Kildehenvisninger:

• Folketællinger Havdrup sogn 1801-1834-1845-1855-1870-1880-1890-1901-1911-1921-1930
• Billedmateriale fra Solrød kommunes Lokalarkiv
• En stationsby, ens opståen og udvikling 1868- 1930 : Fl. Holst m.fl. [1973] Havdrup- Solrød sognebog [1949]
• Havdrup – Solrød sogneråds kopibog 1869 – 1920
• Havdrup- Solrød sogneråds forhandlingsprotokol 1902 – 1920 Havdrup Fremskridtforening – protokol 1887- 1900
• Havdrup Borger- og Håndværkerforening – protokol 1906- 1920 Torben Krogh: Viggo Hørup [1984]
• S. Sterm: Statistisk-Topographisk Beskrivelse over Kjøbenhavns Amt [1836] Kortmateriale :KMS Historiske landkort – høje målebordsblade 1841-90
• Artikel : Stationsbyen på Ulvemosen – Solrod Lokalhistoriske Forenings blad 1986 nr. 1 De danske statsbaner 1847-1947 [1947]

ulvemosen-1880-1920\bhp

læs som PDF

meld dig ind i Solrød Lokalhistoriske Forening- og få adgang til foredrag, medlemsblad og en årbog.